En fynsk pizzeriaejer fandt for nogle år siden på en smart idé til at spare på strømmen.

Lidt for smart, skulle det vise sig.

Derfor har han nu fået en fængselsstraf og et stort erstatningskrav. 

Det var nemlig ikke bare en smart måde at spare på strømmen - det var også ulovligt og altså tyveri. 

TV 2 Fyn skriver om ejeren af et pizzeria i Bogense, som nu er blevet dømt for i årevis at have haft en magnet siddende på elmåleren.

På den måde bremser den nemlig sensoren i at tælle strømmen. 

Det var elselskabet, der tilbage i 2019 fattede mistanke, fordi pizzeriaets elforbrug var usædvanligt lavt. 

Selskabet installerede en måler i transformatorstationen, der leverer strøm til pizzeriaets og en enkelt anden adresse. 

Et kontrolbesøg i januar 2020 afslørede fejlen - eller tyveriet rettere sagt. 

Ridser på elmåleren viste nemlig spor fra magneten. 

I alt havde el-tyven snydt for 26.750,56 kroner.

I Retten i Odense blev han idømt 30 dages betinget fængsel. Derudover skal han betale sagens omkostninger og tilbagebetale de 26.750,56 kroner til elselskabet.