Den 24-årige mand, der er sigtet for drabsforsøg på en 19-årig mand, der lånte ham en cigaret tidligt søndag morgen, er nu fængslet i fire uger.

Det sker på en lukket psykiatrisk afdeling, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

- Han er sigtet for drabsforsøg og varetægtsfængslet i surrogat på en sikret psykiatrisk afdeling, siger vagtchef Michael Hansen til bt.dk.

Den 24-årige mand er søndag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør og er sigtet for at have stukket den 19-årige flere gange i halsen og have banket den hans hoved ned i jorden gentagne gange.




Den sigtede var fikseret i retten ved at hans arme var spændt fast, da politiet frygtede, at den meget store og stærke mand ville reagere voldsomt og pludseligt uden varsel ifølge Nordvestnyt.dk.

Episoden udspillede sig tidligt søndag morgen, da den 19-årige mand var på vej hjem efter en bytur sammen med en jævnaldrende veninde, da de mødte en 24-årig mand.

Lånte cigaret og stak med kniv

Manden bad om en cigaret og stak så pludselig den 19-årige i halsen med en kniv og slog og sparkede på ham.

Det lykkedes for den unge kvinde at alarmere politiet, og få minutter senere var gerningsmanden anholdt.

Offeret blev kørt på Rigshospitalets Traumecenter, hvor han var i kritisk tilstand, men den er nu stabil, og den unge mand bliver stadig holdt i kunstigt koma.