Østjyllands Politi har anholdt og sigtet en 50-årig mand for seksuelle overgreb mod to ældre kvinder i forbindelse med mandens arbejde som social- og sundhedshjælper.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Manden er sigtet for to tilfælde af voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje - begået mod en 74-årig kvinde og en 63-årig kvinde på adresser i henholdsvis Herning og Norddjurs kommuner.
Anholdelsen fandt sted tirsdag klokken 10.05 på hans bopæl i Tranbjerg syd for Aarhus.
Sagen kommer på baggrund af en anmeldelse til politiet om, at han natten til 1. juli klokken 03.00 mødte op på et plejehjem i Grenaa som led i sit arbejde og her skulle have ydet personlig pleje til en 74-årig kvinde.
Ifølge anmeldelsen udsatte han kvinden for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
Social- og sundhedshjælperen er ligeledes sigtet for voldtægt ved andet seksuelt forhold og tjenestemisbrug i forbindelse med et lignende forhold i Herning Kommune.
Her var han mødt op hos en 63-årig kvinde i sit virke som social- og sundhedshjælper i et vikarbureau klokken 02.00 natten til 28. juni.
- Der er tale om to meget alvorlige forbrydelser, hvor den 50-årige mand i begge tilfælde har misbrugt sin stilling og brudt tilliden til de to ældre borgere, der har haft brug for hjælp, siger efterforskningschef ved Østjyllands Politi Flemming Nørgaard i pressemeddelelsen.
Den 50-årige mand vil onsdag formiddag kl. 09.30 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers.
- Der venter os fortsat et stort efterforskningsarbejde, og vi kan på nuværende tidspunkt ikke afvise, at der kan komme flere lignende forhold til undervejs i vores efterforskning, tilføjer Flemming Nørgaard.
/ritzau/