En mor og hendes søn er fredag dømt for et røveri, som en 74-årig mand i Roskilde blev udsat for.

Det oplyser anklagemyndigheden på meddelelsestjenesten Anklager Update.

På grund af sit arbejde som sosu-assistent vidste moren besked om, at manden lå inde med flere hundrede tusinde kroner.

Kvinden er ud over fængsel blevet frakendt retten til igen at arbejde som sosu-assistent.

Fængselsstraffen til den 43-årige kvinde er af Retten i Roskilde fastsat til et år og ni måneder. Sønnen, der er 25 år, er idømt fængsel i to år.

Ved røveriet knuste sønnen en rude og truede derefter offeret med en gaspistol, har byretten slået fast.

Begge har anket dommen til Østre Landsret.

/ritzau/