Omkring klokken 13 mandag spredte der sig en sort røg over det indre København.
Røgsøjlen stammede fra en brand i et bygningsområde ved Christianshavn.
En brand, der ifølge Hovedstadens Beredskab startede i nogle flamingoplader på pladsen – og en røgudvikling, der eskalerede så voldsomt, at alle medarbejdere i området blev evakueret fra stedet.
»Vi fik at vide, at vi skulle gå i vores skurvogne og lukke døre og vinduer,« fortæller en bygningsarbejder, der var på arbejde i Vandkulturhuset, da branden startede.
»Det var temmelig tæt og kraftigt. Det var lidt ubehageligt.«
Københavns Politi opfordrede desuden alle i området til at holde sig væk, fordi den sorte røg var giftig i store mængder.
Men kort før klokken 15 mandag eftermiddag var der ikke længere fare på færde.
Her kunne Københavns Politi nemlig oplyse, at branden var slukket – og, at der ikke længere var røg i området.
Branden opstod ved Danneskiold-Samsøes Allé, hvor store dele af området blev afspærret.
Ifølge B.T.s reporter på stedet er alle retninger nu åbne igen.