»Jeg er meget rystet.«

Søren Kjærsgaard fik en klump i maven, da han torsdag ved middagstid tunede ind på radioavisen i sin bil.

I nyhedsprogrammet fortalte de om Havarikommissionens nye rapport om togulykken på Storebæltsbroen tidligere på året, og at man på godstoget havde fundet to yderligere trailere, der ikke var låst fast.

Med ét blev Søren kastet tilbage i det mareridt, han siden januar har forsøgt at flygte fra.

»Det ryster mig og bekræfter mig i, at det kunne lige så godt være den næste togvogn, der også røg. Så kunne vi havde været 16, 32 eller måske 50 døde. Og jeg kunne have været en af dem,« siger Søren Kjærsgaard til B.T.

For lidt over to måneder siden  - nærmere bestemt den 2. januar klokken 7.30 - sad Søren ganske komfortabelt i sit togsæde på vej fra Nyborg til København.

Men da uret viste 7.31, var alt forvandlet til kaos. Strømmen var gået, ruderne var smadret og kupéen var fyldt med glasstøv. Få sekunder tidligere var toget bremset kraftigt, før et stort brag havde lydt.

Et brag, der lød, da en løvreven trailer fra et godstog ramte fronten af lyntoget. Traileren skrællede hele venstre side af forreste kupé af og tog otte uskyldige liv med sig.

Få meter længere tilbage i næstforreste kupé sad Søren. Heldigvis uskadt.

Søren var heldig, men familiefaren har alligevel haft sit at slås med efter ulykken, selvom han uden andres hjælp kunne træde ud af lyntoget tilbage i januar.

»Det går egentligt okay, men jeg har også fået meget hjælp af en krisepsykolog. Og når jeg snakker om det - som jeg gør med dig lige nu - så sover jeg dårligt i nat. Så ligger jeg og spekulere og analysere,« siger Søren.

Og så er der klumpen i maven.

Den klump, der uden Sørens samtykke samler sig i maven, når han ufrivilligt bliver gjort opmærksom på ulykken.

Den kom, da han for kort tid siden hørte om den nye rapport i radioavisen. Men den kommer også, hver gang han ser TV 2 Nyhederne, fordi introen i programmet starter med et billede af et tog.

Heldigvis tager Søren det i stiv arm.

»Der er ikke meget at gøre ved det. Man må sgu lære at leve med det,« siger han.

Havarikommissionens nye rapport konstaterer desuden, at de foreløbige resultater tyder på, at en kombination af en utilstrækkelig låsemekanisme og den kraftige vind på dagen var skyld i ulykken.