Sommerferien var planlagt med en hyggelig tur til Nordsjælland i sommerhus med familien.

Men hurtigt fandt mange ud af, at de var blevet snydt og havde mistet en god bunke penge.

Det er tilfældet for mindst 25 familier, der havde planlagt at skulle holde deres sommerferie i Hornbæk. Det skriver Helsingør Dagblad.

Alle familierne havde lejet det samme sommerhus på Sennepsbakken 27 i Hornbæk hos den samme udlejer, men de var blevet taget ved næsen.

Har du også haft problemer med udlejeren? Og mangler du stadig at få dine penge tilbage? Så tip os ved at skrive til 1929@bt.dk

Familierne var nemlig blevet bedt om at indbetale et depositum til udlejeren, og flere havde endda allerede betalt det fulde beløb.

Eva Ulsø fortæller til dagbladet, at udlejeren ringede 20 timer før, lejen skulle starte og og aflyste, fordi ‘noget var gået galt’. Men lidt søgning på internettet viste hurtigt, at hun ikke var den eneste med problemet.

Jeg ved fra nogle af de andre, der er blevet narret, at de er taget til Hornbæk og har stået i indkørslen til huset og krævet at få deres penge. Nu synes jeg, at manden skal stoppes, så hans udlejningssvindel ikke kommer til at gå ud over flere, siger Eva Ulsø.

Derfor har man nu valgt at politianmelde udlejeren.

Den selvsamme udlejer har tidligere været i fokus i området for svindel.

Han fik nemlig udstedt nogle penge til at lave foldere for Hornbæk Idrætsforening, men folderne blev aldrig produceret.

Til Helsingør Dagblad fortæller udlejeren, at alle lejere vil få tilbagebetalt deres depositum, og at forholdene bringes i orden.