Camilla Ertmann fik formentlig mandag morgen en mere stressende formiddag, end hun havde regnet med. 

Hun var på vej til Lønstrup på sommerhustur fra Arden, da det rene kaos brød løs på den nordjyske strækning af E45. 

Nordjyllands Politi oplyser nemlig, at ti biler mandag formiddag var impliceret i uheld på motorvejen, hvor kraftig tåge har gjort det svært at orientere sig.

Med ét var der en masse røde lys foran Camilla Ertmann, og derfor hakkede hun i bremsen – bilen bag hende nåede ikke at reagere så hurtigt, og endte i stedet ude i rabatten.

 Det fortæller hun til TV 2 Nord.

»Derefter hører jeg tre-fire kæmpe brag bag mig. Der var fem biler, der kørte sammen bagved mig, og yderligere fire biler bag dem,« fortæller hun til mediet.

Camilla Ertmann blev uheldigvis fanget mellem flere sammenkørte biler på motorvejen – uden udsigt til at komme hurtigt videre.

Det har ført til mange timers venten, mens myndighederne har prøvet at fjerne bilerne. 

Hun fortæller, at hun omkring middag har set mere end ti politibiler, der er kørt forbi hende, hvilket understreger sagens alvor. 

Ifølge hende er uheldene primært sket på grund af den tykke tåge.

Det er nemlig langt fra alle bilister, som har tændt deres tågelys, og det medfører, at det er utroligt svært, at se de andre biler foran én. 

Noget som vagtchef hos Nordjyllands Politi, Thomas Ottesen, bekræfter over for B.T.

»Der er tæt tåge, men folk kører også med hovedet under armen,« siger han. 

I en myndighedsmeddelelse fra Nordjyllands Politi siger Kenneth Ginnerup, der er vicepolitiinspektør:

»Der er tale om flere uheld, som formentlig hænger sammen med den tætte tåge på strækningen. Vi opfordrer kraftigt bilister til at finde alternative ruter og tilpasse hastigheden efter forholdene, så vi undgår yderligere uheld.«