En 35-årig, der torsdag morgen kørte galt på Motorring 4 nær Ishøj, er blevet varetægtsfængslet.

Det oplyser Vestegnens Anklagere på Twitter.

Varetægtsfængslingen sker, da der blev fundet et skydevåben i bilen, og fordi føreren var alkoholpåvirket.

'Retsmødet fandt sted in absentia, da den 35-årige fører fortsat er indlagt efter soloulykken,' lyder det.

Ulykken fandt sted i nordgående retning på Motorring 4 lige nord for afkørsel 6, Ishøj Stationsvej.

Ifølge TV 2 forulykkede bilen, da den kørte ind i autoværnet.

Føreren blev efterfølgende bragt til hospitalet – og er som nævnt fortsat indlagt.

Førerens nærmere tilstand er ukendt.