I Sønder Omme er en person kørt af vejen og ind i et træ.

Manden er svært tilskadekommen og er fløjet med helikopter til Odense Universitetshospital, oplyser TrekantBrand til B.T.

»Det er et eneuheld med en person, der kører af vejen og ender på taget,« lyder det.

Til JydskeVestkysten oplyser vagtchef Steffen Wolf fra Sydøstjyllands Politi, at der er tale om en 37-årig mand.

Han er i livsfare, lyder det.

Ulykken er sket på Brande Landevej kort før klokken 21.30.

»Vi har en bilinspektør derude for at undersøge, hvad der er sket,« siger vagtchefen.

Lørdag morgen er manden fortsat i kritisk tilstand. Det oplyser politiet til Ritzau.

Mandens pårørende er blevet orienteret om den tragiske situation.