Først vil anklagemyndigheden nærlæse dommen, og dernæst vil den tage stilling til, om frifindelsen af de 12 ansatte fra institutionen Solhaven skal ankes, fortæller chefanklager Søren Gade. De 12 var anklaget for mishandling af unge.

Før anklagemyndigheden vil tage stilling til, om den vil anke frifindelsen af de 12 medarbejdere fra Solhaven i en sag om mishandling af unge, skal onsdagens dom nærlæses. Det fortæller chefanklager Søren Gade fra Nordjyllands Politi.

»Dommen er på grund af sagens karakter omfattende, og derfor vil anklagemyndigheden i de kommende dage bruge tid på at nærlæse dommens præmisser og derefter tage stilling til et eventuelt ankespørgsmål,« siger Søren Gade.

Retten i Aalborg lagde i dommen vægt på, at der har manglet beviser i sagen:

»Det har været påstand mod påstand i det meste af sagen. De unge og de tiltaltes forklaringer stod mod hinanden. Men det er anklageren, som har bevisbyrden, og på den baggrund er retten nået frem til, at der ikke er ført tilstrækkelige beviser jævnfør anklageskriftet,« lød det fra dommeren, da han læste afgørelsen op, skriver bt.dk.

De 12 ansatte var tiltalt for i alt 66 forhold, herunder halsgreb, slag med knytnæver og knæspark, som skulle have fundet sted fra 2005 til 2012. I de fleste forhold havde anklagemyndigheden rejst tiltale efter den grove voldsparagraf, der har en straframme på op til seks års fængsel.

»Nu er det jo sådan, at myndigheder sjældent bliver overrasket, og det er klart, at i denne her sammenhæng vil en nærlæsning af rettens præmisser i forhold til bevisvurderingen naturligvis være et centralt tema,« siger chefanklager Søren Gade.

Alle tiltalte har under hele forløbet nægtet sig skyldige.