Det var midt om natten, da en dengang 26-årige soldat 8. september 2023 ifølge politiet skubbede en mindreårig pige ind i en af Forsvarets varebiler.
Varebilen kørte han hen til en nærliggende parkeringsplads i Randers, og her voldtog han den mindreårige pige.
Da han satte hende af igen, sagde han ifølge politiet:
»Vi ses om en uge. Hvis du siger det til nogen, slår jeg dig og dine forældre ihjel«.
Sådan lyder ét ud af utallige forhold i et anklageskrift, som B.T. er i besiddelse af.
Den nu 27-årige mand er tiltalt for flere voldtægter, tilfælde af blufærdighedskrænkelse, trusler og grooming.
I et tilfælde er han tiltalt for i perioden december 2014 til december 2016 at have voldtaget sin daværende stedsøster, der er født i 2006, ved blandt andet at have indført en finger i hendes vagina.
Han også tiltalt for at have blufærdighedskrænket stedsøsteren ved at vise hende en video af hoppende bryster, hvorefter han spurgte om den mindreårige piges bryster kunne det samme.
Foruden voldtægtsanklagerne er der desuden en lang række groomingforhold, hvor han ifølge anklageskriftet har fået unge piger til at sende seksuelle videoer og billeder.
En af gromminganklageren omhandler en pige født i 2008, som den nu 27-årige mand i perioden juli 2023 til september 2023 skulle have manipuleret på Snapchat.
Ifølge politiet udgav manden sig for at være 19 år og fik hende til at sende flere videoer, hvor hun indførte genstande i sit underliv. Han sendte ifølge politiet også selv videoer af onani tilbage.
I et andet tilfælde forsøgte han ifølge politiet at mødes med en af de mindreårig piger, da han holdt i Forsvarets varebil i 25 minutter foran hendes bopæl. Hun endte dog ikke med at gå ud til ham.
Der er i alt angivet 32 forurettede i det 21 sider lange anklageskrift.
Den tiltaltes forsvarer, Niels Henrik Kromann, oplyser, at han netop har modtaget anklageskriftet og derfor ikke haft tilstrækkeligt med tid til at gennemgå anklageskriftet med sin klient.
Derfor kan han ikke i detaljer oplyse, hvordan den 27-årige mand forholder sig til de enkelte tiltaler. Han oplyser dog, at manden generelt nægter sig skyldig.
Flere jyske lokalmedier har dækket sagen det seneste år, og blandt andet TV 2 Øst har kunnet fortælle, at manden ikke længere er ansat hos Forsvaret. Den artikel kan du læse her.

