Han tændte ild – og blev selv tændt.

En uhensigtsmæssig seksualdrift var tilsyneladende skyld i, at den psykisk udviklingshæmmede Erik Solbakke Hansen endte med at blive dømt som Danmarks hidtil værste massemorder.

Når han havde påsat en brand, blev han angiveligt så seksuelt optændt af at se flammerne, at han onanerede, inden han flygtede fra gerningsstedet.

Ifølge hans egen tilståelse også, da han i 1973 havde antændt branden på Hotel Hafnia i København, der kom til at koste 35 mennesker livet.

Men nu er debatten om afdøde Erik Solbakke Hansen blusset op igen.

For blev han for godt 30 år siden hjulpet lige rigeligt på vej i sine gradvise tilståelser af en efterforsker, der dengang blev rost til skyerne for i enestående grad at have vundet den svagt begavede pyromans tillid og fortrolighed?

Det spørgsmål stillede journalist Per Kaae i bogen 'Den dømte mand', der udkom for en måned siden. Og nu har TV 2 fyret yderligere op under kritikken i dokumentarserien 'Tilståelsen'.

Tv-stationen har blandt andet ladet den norske afhøringsekspert Asbjørn Rachlew nærlæse alle sagens akter – ikke mindst de mange afhøringsrapporter.

En stor skare af brandfolk arbejdede i flere dage med at få slukket ilden helt efter den katastrofale pyromanbrand 1. september 1973 på Hotel Hafnia i København. Hovedparten af de 35 omkomne var amerikanske statsborgere.
En stor skare af brandfolk arbejdede i flere dage med at få slukket ilden helt efter den katastrofale pyromanbrand 1. september 1973 på Hotel Hafnia i København. Hovedparten af de 35 omkomne var amerikanske statsborgere. Foto: Mini Wolf
Vis mere

I mange af dem har den nu afdøde efterforsker afhørt Erik Solbakke Hansen, mens de var alene – altså uden eksempelvis en forsvarer eller en anden politimand til stede.

Her er det bemærkelsesværdigt, at tilståelserne bliver mere og mere detaljerede og »korrekte« i forhold til de faktiske omstændigheder på gerningssteder, i takt med at efterforskeren også får nærmere kendskab til detaljerne fra flere år gamle politirapporter og eksperterklæringer.

Det gør den norske ekspert stærkt foruroliget:

»De danske myndigheder må så hurtigt som muligt nedsætte en uafhængig kommission, som gennemgår hele sagen igen, fordi her kan vi meget vel stå over for den største retsskandale, som Danmark har haft i moderne tid. Så bekymret er jeg,« siger han i TV 2-dokumentaren.

Erik Solbakke Hansen havde hele livet et særdeles anstrengt forhold til sin adoptivmor, som afstraffede ham hårdhændet, når han ikke opførte sig ordentligt. I Per Kaaes bog »Den Dømte Mand« antydes det, at han kan have tilstået de alvorlige forbrydelser for at sende sine adoptivforældre til tælling.
Erik Solbakke Hansen havde hele livet et særdeles anstrengt forhold til sin adoptivmor, som afstraffede ham hårdhændet, når han ikke opførte sig ordentligt. I Per Kaaes bog »Den Dømte Mand« antydes det, at han kan have tilstået de alvorlige forbrydelser for at sende sine adoptivforældre til tælling.
Vis mere

Omvendt har både den uvildige dommer, anklageren og forsvareren i sjælden grad været enige om, at der ikke var grund til at tvivle på de grumme og omfattende tilståelser fra den svagt begavede mand.

»Vi greb ham aldrig i at lyve, og der blev ikke stillet ledende spørgsmål,« lyder deres centrale argumenter, som også i sin tid prægede selve dommen. Her blev Erik Solbakke Hansen for anden gang dømt til anbringelse på ubestemt tid. Han døde i 1997.

Allerede i november 1986 blev han i Hillerød dømt for at stå bag 27 påsatte brande i perioden 1982-85.

Brandene var koncentreret omkring Hillerød, hvor han siden 1980 havde boet på den åbne institution Følstrup i Nødebo. Herfra cyklede han om natten af sted med en dunk benzin og tændstikker, når han havde trang til at se ild.

Den drift havde han altid haft, og at sætte ild til noget og se flammer gjorde ham seksuelt opstemt, forklarede han i retten.

Fem af brandene fandt sted omkring Helsingør, hvor han var opvokset. De kom til at koste to menneskeliv.

I juli 1983 indebrændte en 23-årig kvinde i sin lejlighed, og i oktober året før nedbrændte stearinlysfabrikken Asp Holmblad i Helsingør. Her omkom en 58-årig brandmand under slukningsarbejdet.

Tilståelserne af de mange ildspåsættelser udløste den første dom til anbringelse på en lukket institution på ubestemt tid.

Erik Solbakke Hansen ses her i selskab med to af sine kvindelige rejsekammerater under opholdet på Fanø i maj 1980, hvor den 15-årige skolepige Anette Møller Thomsen blev sexmyrdet, mens hun solbadede i klitterne. Efter at have tilstået en lang række pyromanbrande tilstod Erik Solbakke Hansen også med flere års forsinkelse drabet på Fanø.
Erik Solbakke Hansen ses her i selskab med to af sine kvindelige rejsekammerater under opholdet på Fanø i maj 1980, hvor den 15-årige skolepige Anette Møller Thomsen blev sexmyrdet, mens hun solbadede i klitterne. Efter at have tilstået en lang række pyromanbrande tilstod Erik Solbakke Hansen også med flere års forsinkelse drabet på Fanø. Foto: Copyright Peer Kaae
Vis mere

Men kort efter dommen betroede han sig igen til efterforskeren, som han havde fået et nært forhold til. Først tilstod han den omfattende dødsbrand på Hotel Hafnia og godt et halvt år senere også sexdrabet i maj 1980 på en 16-årig pige, der solbadede i en klitgryde på Fanø, mens han var på ferie på øen med sin institution.

Da tilståelsessagen om Hafnia-branden og Fanø-drabet skulle afvikles, måtte den kvindelige anklager – Inge Wilsbech Andersen – gå forsigtigt frem. Hun vidste, at et enkelt forkert ord kunne være nok til at gøre ham sur og tavs.

»Når han trommer med fingrene i bordet på en bestemt måde, kan man fornemme, at han er ved at gå i baglås, ligesom det også kan ses på hans mimik, når den er ved at være gal,« forklarede hun til Frederiksborg Amts Avis.

Selv om anklageren var en kvinde, accepterede Solbakke dog at besvare hendes spørgsmål. Derimod måtte en kvindelig protokolfører i retten flere gange forlade retslokalet, fordi han i indenretslige forhør ikke ville fortælle om seksuelle emner, når der var en kvinde til stede.