Søndag aften kort efter klokken 18 har politiets vandsøgningshunde og dykkere fra søværnet fundet en ung mand, som lørdag eftermiddag forsvandt i Langesø, skriver Fyns Politi på Twitter.

Fyns Politi oplyser til B.T., at den unge mand er død.

Den unge mand blev meldt savnet lørdag eftermiddag, efter at han forsvandt fra overfladen, da han svømmede i søen. Det var hans kammerat, som meldte det til politiet klokken 16.34.

En båd var drevet væk fra de to mænd i forbindelse med en fisketur, og den forsvundne mand besluttede sig for at svømme ud efter båden.

Det var her, at han forsvandt under overfladen. Hvorfor han ikke kunne holde sig oven vande, er uklart.

Politiet indstillede sin eftersøgning af den unge mand sent lørdag aften, men genoptog den søndag.

Allerede lørdag aften meddelte Fyns Politi, at de formodede, manden var afgået ved døden.

De pårørende er underrettet.

Langesø ligger ved Langesø Slot. Den er omkring en kilometer lang og 200 meter bred.

/ritzau/