Lørdag aften er det præcist et år siden, at den højgravide makeupkonsulent Louise Borglit, 32, blev myrdet med adskillige knivstik, mens hun luftede hund i Elverparken i Herlev i den nordvestlige udkant af København.

Men årsdagen for det foreløbig uopklarede drab vil ikke i særlig høj grad blive højtideligholdt som en egentlig mindedag af den dræbte kvindes nærmeste familie.

»Jeg ser ikke dagen som en mindedag, absolut ikke. Jeg har mest lyst til at glemme den dag faktisk. Men den 4. november vil jo komme igen hvert år, lige meget om vi markerer den eller ej. I stedet laver vi vores egne mindedage for Louise på nogle andre tidspunkter -  især på hendes fødselsdag og til jul,« fortæller hendes søster Susanne til BT.

»På selve årsdagen for hendes død laver vi i stedet noget samlet hele familien. Min ene datter skal til kunstskøjtekonkurrence, og det vil vi bruge hele dagen på. Vi tænker, at det er en rigtig fin måde at være sammen på, så vi kan lave noget andet og mere livsbekræftende end at tænke på den dumme dag, som vi jo har frygtet. Den forsvinder jo ikke,« tilføjer søsteren til den knivdræbte.

Susanne Borglit har sagt fra over for et forslag om at arrangere en egentlig mindehøjtidelighed i Elverparken på årsdagen for drabet på søsteren Louise. I stedet håber hun inderligt, at offentlighedens fornyede opmærksomhed om drabet kan medvirke til at skaffe politiet de afgørende oplysninger, der vil kunne føre til en anholdelse af gerningsmanden:

»Hvis han bliver anholdt, vil vi kunne få noget ro. Og at vi vil måske kunne få svar på, hvorfor lige hun skulle slås ihjel. Hvis vi kunne få lukket sagen, kunne vi få lov til bare at sørge. Lige nu hiver alle medier fat i os fra højre og venstre, og det er rigtig, rigtig svært at skulle fortælle om det igen og igen og igen. Det ville være rart, hvis vi kunne få sat punktum og få lov til at komme lidt videre. Og selvfølgelig skal der ikke rende en mand frit rundt, som kan finde på at gøre sådan nogle ting.  Han skal naturligvis straffes for det. Jeg kan slet ikke rumme, hvis der er en, som skal få lov til at slippe fra det her. Det kan jeg næsten ikke holde ud. Hvad hvis han nu laver noget lignende igen,« spørger Susanne Borglit.

»Vi bor ganske tæt på det sted, hvor Louise blev slået ihjel. Det er med til at minde os om det hver dag. Mine døtre på 8 og 11 år går forbi dagligt på vej til og fra skole, så selvfølgelig bliver vi mindet om det. Det er svært at bo lige ved et sted, hvor man ikke har lyst til at færdes. Der er ingen af os, der lige går ned i parken. Det gør vi ikke. Vi går uden om, når vi henter pigerne fra skole. Det er åndssvagt, men sådan er det bare. Måske bliver det anderledes senere. Men lige nu har jeg svært ved at gå forbi det sted, hvor hun lå.«

»Jeg har været der en enkelt gang, fordi vi skulle cykle forbi med min datters klasse. Det syntes jeg ikke var rart. Og så var jeg dernede, da Elverparken sidste år havde arrangeret et julemarked. Der trodsede jeg mig selv og gik ned for at deltage. Jeg var der bare ikke ret længe. Måske skal man bare tvinge sig selv til at gøre de ting, der ikke er rare. Men lige nu har jeg ikke lyst,« tilføjer Susanne Borglit.