Det var et søskendepar, der lørdag formiddag mistede livet i en færdselsulykke på Fyn.

Den bil, som det ældre søskendepar sad i, endte med at køre frontalt ind i en modkørende bil.

Det fortæller indsatsleder Bjarne Puggaard fra Fyns Politi til Fyens Stiftstidende.

»De to dræbte er et søskendepar. Manden, der førte bilen, er 85 år, kvinden er 82 år. Begge var afgået ved døden, da lægen cirka samtidig med politiet ankom til ulykkesstedet,« fortæller han.

I den modkørende bil sad en kvinde på 68 år. Hun slap fra ulykken med lettere skader.

De to biler kolliderede med hinanden på Bogensevej mellem Søndersø og Næsbyhoved-Broby.

Til B.T. har vagtchef Kenneth Taanquist fra Fyns Politi tidligere fortalt, at man fik anmeldelsen om ulykken klokken 09:59.

De pårørende er underrettet.