Narkohund fandt knap tre kilo amfetamin hos et par på Stevns. De er samlet idømt ti et halvt års fængsel.

En narkohund snuste sig sidste år frem til næsten tre kilo amfetamin på en adresse syd for Store Heddinge på Stevns.

Det er et søskendepar, der gemte narkoen, og de er denne uge ved Retten i Roskilde blevet idømt flere års fængsel for at være i besiddelse af narkoen med henblik på videresalg.

Her er en 50-årig kvinde blevet idømt fem års fængsel, mens en 57-årig mand straffes med fængsel i fem et halvt år. Kvinden har anket dommen til landsretten, mens manden overvejer.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi onsdag i en pressemeddelelse.

Sagen begyndte, da forældre til en række unge sidste år kontaktede politiet og gav et anonymt tip.

De havde set mange personer henvende sig til en kvinde, som sad i en parkeret bil. Herfra blev der byttet noget mellem parterne.

Henvendelsen gjorde, at politiet forsøgte at følge den formodede narkohandel i et håb om at opspore sælgeren.

I starten af december kørte en patrulje ud til en adresse syd for Store Heddinge på Stevns, hvor ejeren af bilen havde adresse.

Her snuste politiets narkohund sig frem til 2,8 kilo amfetamin, der var gemt på grunden. Manden og kvinden blev herefter anholdt, sigtet og siden varetægtsfængslet for at have narkoen for at kunne videresælge den.

Politiet takker i pressemeddelelsen de årvågne borgere, der gav tippet.

- Det kan ofte være den ekstra henvendelse fra borgerne, der får os til at starte efterforskningen, siger politikommissær Kim Lech i meddelelsen.

/ritzau/