Sønner ønskede livstidsfængsel til deres mor: Det blev opfyldt
Kouri Richins er blevet idømt livstid for mordet på sin mand. Hendes søn har tidligere sagt, at han var 'bange' for hende.

Kouri Richins er blevet idømt livstid for mordet på sin mand. Hendes søn har tidligere sagt, at han var 'bange' for hende.

Den amerikanske kvinde Kouri Richins fik onsdag den strengeste mulige straf for mordet på sin mand - nemlig livstid uden mulighed for prøveløsladelse.
Dommen imødekommer Kouri Richins' tre sønners ønske om, at deres mor forbliver fængslet, skriver CNN.
Dommen faldt på det, der ellers ville have været manden og faren til deres tre sønner, Eric Richins, 44-års fødselsdag.
Den 36-årige kvinde fra Utah i USA fik sin dom for mord på sin mand ved at have forgiftet ham med en dødelig dosis fentanyl i marts 2022.
Hun blev desuden dømt for et tidligere forsøg på at dræbe sin mand fem uger før hans død, samt forsikringssvindel og dokumentfalsk i forbindelse med hans livsforsikring.
»En person, der er dømt for den slags ting, er simpelthen for farlig til nogensinde at blive fri,« lød det fra dommer Richard Mrazik under domsafsigelsen.
Da Eric Richins døde, lød hans samlede livsforsikring på omkring 2,2 millioner dollars svarende til mere end 14 millioner. Mindst én af forsikringerne var oprettet af Kouri Richins uden hans vidende.
Inden domsafsigelsen læste Kouri Richins snøftende en erklæring op, rettet mod sine tre sønner
I den lød det blandt andet, at det var 'en ren løgn' og at tanken om, at hun skulle have myrdet deres far er 'lige så absurd i dag, som for fire år siden'.
Før domsafsigelsen blev de tre sønner opfordret til at give klart udtryk for deres følelser.
Ifølge CNN opfordrede de dommeren, til at idømme deres mor, som to af dem omtalte som 'Kouri', livstid. De fortalte, at de ville frygte for deres sikkerhed, hvis hun nogensinde blev løsladt.
»Hvis hun slap ud, ville jeg være så bange, virkelig vred, og jeg ville ikke have lyst til at tage med hende nogen steder,« skrev det yngste af børnene i en erklæring.
Den ældste af sønnerne har ifølge The Guardian inden domsafsigelsen sagt, at han ikke savner sin mor.
»Jeg er bange for, at hvis hun slipper ud, vil hun komme efter mig og mine brødre, hele min familie,« sagde den ældste søn ifølge mediet.
Efter mandens død udgav Kouri Richins børnebogen 'Are you with me', der var tiltænkt som hjælp til hendes sønner i sorgen over at have mistet deres far.
Ifølge anklageren var den bog et forsøg på at fjerne opmærksomheden fra sig selv.
Flere faktorer kunne ifølge anklageren have motiveret Kouri Richins til at forgifte sin mands drink med fem gange den dødelige dosis fentanyl.
Hun havde oparbejdet en betydelig gæld, mens hun også gennem flere år før drabet havde en affære.