Syd- og Sønderjyllands Politi måtte onsdag morgen rykke ud til hele tre trafikuheld på Sønderborgmotorvejen i morgentrafikken.
Klokken 09.15 oplyser politiet, at man har færdiggjort arbejdet på alle tre steder, i et opslag på X.
Motorvejen blev spærret i vestgående retning ved afkørsel 12, Vester Sottrup, tidligere på morgenen.
Det fortalte Ole Aamann, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Ritzau tidligt onsdag morgen.
- Tre biler var involveret i det første uheld, der fandt sted mellem afkørsel 12, Vester Sottrup, og 13, Avnbøl. Og i forbindelse med at vi ledte trafikken af ved afkørsel 12, stødte yderligere tre biler sammen, sagde han.
Godt en time senere måtte politiet rykke ud til et tredje uheld. Denne gang ved afkørsel 11 i samme retning.
I den første sag er der tale om en trafikulykke, hvor en mand meldes alvorligt tilskadekommen, har vagtchefen oplyst.
På X skriver politiet, at der ikke er sket anden personskade i forbindelse med færdselsuheldene.
Motorvejen var tidligere spærret, men den er nu blev genåbnet.
/ritzau/
