En 68-årig dansk kvinde ligger slemt tilredt på hospitalet, efter hun 3. januar satte ild til sig selv på Sorø Kommunes Borgerservice. Tilbage sidder hendes søn, 'P', der mener, at det er kommunens skyld, at det gik så grueligt galt.

Til BT fortæller han nu, at han i den seneste tid har haft bange anelser om, hvad hans psykisk syge mor, som han har hjulpet hele sit liv, kunne finde på.

»Jeg tror, det ender med, at hun gør noget dumt.«

Sådan sagde sønnen 'P' om sin psykisk syge mor få uger før, hun satte ild til sig selv.

I over 40 år havde moderen taget sovepiller for at kunne klare sig igennem hverdagen, efter hendes mand var udsat for en ulykke.

Men for ni måneder siden gik det galt.

»Min mor ringede og fortalte, at hun havde taget en masse piller,« fortæller 'P'.

'P' nåede heldigvis frem til sin mor, inden det var for sent. Moderen blev indlagt på psykiatrisk afdeling i Slagelse, og her fik hun ifølge 'P' at vide, at hun over de næste 14 dage skulle nedtrappe brugen af sovemedicin. Hun fik ny medicin med hjem, og en sygeplejerske blev sat til at tjekke op på hende.

Kramper og sult

Men den nye medicin virkede ikke. Ifølge 'P' gjorde medicinen, at hun ikke ville spise - hun ville kun ligge i sin seng. Ifølge 'P's' fik hun også kramper, og i den efterfølgende tid røg hun ind og ud af sygehusene.

»Det var et stort rod. Det var svært for mig at se min mor lide på den måde,« siger han.

Som erstatning for det mindre medicinforbrug begyndte 'P's' mor at drikke store mængder alkohol.

»Det har hun gjort før, og hun kan bestemt ikke tåle det. Hun bliver deprimeret og selvdestruktiv,« siger 'P'.

Vil ikke leve mere

Som tiden gik, kunne 'P' mærke, at hans mor var på randen til at give op.

»Hun ligger tit og græder i smerte. Da jeg besøgte hende for tre uger siden, sagde min mor, at hun ikke ville leve mere. Det chokerede mig dybt,« siger 'P', der ringede til sygeplejerskeren med sin bekymring.

Sygeplejersken besøgte hende, og 'P' fortæller, at moren på det tidspunkt var glad, og derfor ville sygeplejersken ifølge 'P' ikke indlægge hende.

»Jeg fortalte sygeplejersken, at det ender med, at hun (moren red.) gør noget dumt,« siger 'P'.

Desværre, fik han ret.

'Jeg siger farvel'

På den skæbnesvangre dag, 3. januar, besøgte 'P' igen sin mor.

»Jeg kunne ikke mærke noget på hende den dag. Jeg sagde til hende, at hvis hun skulle have noget hjælp, blev hun nødt til selv at tage op på kommunen og bede om det,« fortæller 'P'.

Han forlod sin mor i noget tid for at tage til læge. Men da han kom tilbage, fik han et chok.

Hans mor var væk. Tilbage havde hun efterladt et kort på bordet med teksten:

'Jeg er taget op på kommunen. Jeg siger farvel. Mor.'

»Jeg tænkte jo det værste, og jeg ringede til sygehuset med det samme. Men jeg anede ikke, hvad der var sket. Så ringede jeg til min bror og fortalte om brevet, og kort efter kunne vi så læse, hvad der var sket, i medierne,« siger han.

Satte ild til sig selv

Hans 68-årige mor havde fulgt 'P's' råd og taget hen på Sorø Kommunes Borgerservice. Her mødtes hun med sin sagsbehandler. Et møde, der ifølge kommunaldirektør i Sorø Kommune, Søren Kjær, endte i en oprevet diskussion.

»Hun beder om at få lov til at låne toilettet, og da hun kommer derud, hælder hun angiveligt noget brandfarlig væske ud over sig selv, som hun efterfølgende sætter ild til inde i Borgerservice,« siger han til BT.

Truet med selvmord før

'P's' mor ligger stadig i kunstig koma med tredjegradsforbrændinger i ansigtet og på kroppen.

Tilbage sidder 'P' og sine tre brødre og tænker, hvordan det kunne komme så vidt.

»Hun har truet med at begå selvmord før - at skære i sig selv. Det er dybt ulykkeligt. Hun har tigget og bedt om hjælp i lang tid. Hvorfor har kommunen ikke hjulpet der?,« siger han og er bekymret for, hvordan hans mors fremtid ser ud.

»Jeg ved ikke, hvordan min mor skal klare det nu. Hun har det jo svært i forvejen, og nu er hun blevet brændt i ansigtet.«

Kommunen vil ikke tage ansvaret

Sorø Kommune vil ikke diskutere enkelte personsager. Men Søren Kjær oplyser, at de ikke mener, de kunne gøre meget anderledes i håndteringen af den 68-årige kvinde.

»Vi er ved at undersøge, hvad der skete. Her skal vi finde ud af, om der er noget, vi kan lære af det, så vi kan håndtere krisesituationer bedre.

»Vi er meget interesseret i at finde ud af, hvad der kunne drive kvinden til det. Hendes sagsbehandler, som hun talte med lige inden hændelsen, har sagt, at der ikke var noget specifikt, der udløste situationen,« siger Søren Kiær, der fortæller, at de nu er i gang med at holde møder om, hvad de kan lære fra hændelsen og se på, hvordan de kan håndtere krisesituationer bedre.

Søren Kiær mener, at kommunen har handlet, som de skulle i den 68-årige kvindes sag.

»Det er ikke min oplevelse, at vi kunne have håndteret hendes sag ret meget anderledes, men jeg vil ikke udelukke, at det kunne være tilfældet. Mine medarbejdere har handlet ud fra de bedste intentioner, og jeg synes, vi har brugt de muligheder, vi havde,« siger han.

BT er bekendt med 'P's' rigtige identitet.