Nordsjælland var indbrudstyvenes favoritområde i den netop overståede sommerferie-periode. Det viser tal fra Rigspolitiet, som B.T. har fået indsigt i.

Rudersdal indtager den triste førsteplads blandt landets kommuner, mens fire andre nordsjællandske kommuner er i top-10 over anmeldte indbrud pr. indbygger i de store sommerferieuger, uge 29, 30 og 31 i år.

Kolding er den by med flest anmeldte indbrud.

Skriv din by eller postnummer i feltet herunder og se, hvor mange indbrud, der har været anmeldt i sommerferien. Kommer byen ikke frem, har der ikke været anmeldt indbrud.

Skriv noget i søgefeltet for at gøre listen kortere.

Rudersdals borgmester, Jens Ive (V), der selv har været offer for indbrudstyve, kalder det for 'ubehageligt'.

»Den første erkendelse, vi må komme til, er, at indbrudstyvene ikke er dumme. De går efter de villaer, hvor der er noget at komme efter. Og det er der mange steder i vores kommune,« siger Jens Ive (V) til B.T.

I det hele taget er Nordsjælland voldsomt repræsenteret på listen over danske kommuner, hvor flest indbrud anmeldes til politiet. Hørsholm, Lyngby-Taarbæk, Gribskov og Allerød er således også at finde i top-10.

Herunder kan du se et kort over, hvor mange indbrud der har været anmeldt i hver by i sommerferien. Brug begge fingre på mobilen til at bevæge dig rundt og zoome på kortet.

Hos Nordsjællands Politi er man opmærksom på, at Nordsjælland er yndlingsmål for indbrudstyve. Derfor har politikredsen en speciel enhed, der bekæmper indbrud, som plager blandt andet Rudersdal Kommune.

»Nordsjælland har ry for, at der er noget at komme efter for indbrudstyve. Og vi oplever mange indbrud. Derfor har vi også en sektion dedikeret til indbrud,« fortæller pressevagten ved Nordsjællands Politi.

Hos Rudersdal Kommune har man aktivt været i lokalpressen for at gøre opmærksom på problemet, fortæller Jens Ive. Han har selv haft indbrudsproblematikken tæt inde på livet.

»Jeg har oplevet indbrud hos mig selv to gange på to år. Og det er ganske ubehageligt. Desværre er der mange hjem, hvor det er nemt at bryde ind. Samtidig bruger tyvene sjældent mere end tre-fire minutter, så en alarm hjælper ikke meget,« siger Jens Ive.

Han oplevede selv, at tyvene gik efter små, men let omsættelige varer som ure, smykker og naturligvis kontanter.

Jens Ive, Borgmester i Rudersdal Kommune.
Jens Ive, Borgmester i Rudersdal Kommune. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Vis mere

Nordsjællands Politi er klar over, at man står med en speciel opgave. Ikke mindst på grund af den geografi og infrastruktur i det nordsjællandske, som gør landsdelen så populær hos indbrudstyvene.

»Geografisk er Nordsjælland nemt at komme rundt i. Der er ikke så langt mellem husene på villavejene, og så er der S-togs-nettet og de generelle transportmuligheder i Nordsjælland, som gør det muligt at komme hurtigt frem og tilbage. Det gør det til et populært område,« lyder det.

Jens Ive mener, der er sket et skift de senere år herhjemme, når det kommer til indbrud. Og det skal folk være opmærksomme på, hvis man selv vil undgå at blive offer for indbrud:

»I Danmark har vi i mange år haft døren stående åben. Men det kan man ikke længere, for både danske og udenlandske grupperinger kan finde vej ind,« siger borgmesteren.

Han opfordrer blandt andet folk i Rudersdal Kommune - og andre steder - til at have en boks i hjemmet til at låse værdier inde i. Samtidig ser borgmesteren gerne mere nabohjælp, da politi eller private vagtværn sjældent kan være fremme, inden indbrudstyven er borte for længst.

Andre læser også