En midaldrende socialpædagog er blevet anklaget for som ansat at have haft sex med en 20-årig beboer på en døgninstitution.

Den 48-årige mand fra København sigtes for i en periode på et år fra sommeren 2018 i flere tilfælde at have dyrket sex med beboeren fra den socialpsykiatriske døgninstitution, hvor han var ansat.

Ifølge retsmødebegæringen i sagen, som B.T. har fået aktindsigt i, har der efter politiets opfattelse været tale om mindst fem tilfælde af fuldbyrdet samleje og mindst syv tilfælde af gensidig oralsex.

De seksuelle forhold har ifølge retsmødebegæringen både fundet sted på den pågældende døgninstitution og i socialpædagogens private lejlighed i København.

Den 48-årige har under afhøringerne hos politiet tilsyneladende erkendt sig skyldig i sigtelserne.

I hvert fald vil advokaturen for personfarlig kriminalitet ved Københavns Politi forsøge at få straffesagen afviklet som en tilståelsessag, når den midt i november skal behandles i Københavns Byret.

Socialpædagogen er sigtet for at have overtrådt straffelovens paragraf 219.

Den kan udløse op til fire års fængsel til fængselsbetjente, politifolk eller ansatte ved institutioner, der har sex med indsatte, anholdte eller beboere på eksempelvis døgninstitutioner.

I forbindelse med retssagen vil anklageren nedlægge påstand om, at socialpædagogen i en periode frakendes retten til at arbejde som socialpædagog eller udøve lignende virksomhed.