En 36-årig mandlig socialpædagog er tirsdag blevet idømt seks måneders fængsel for at have sex med en beboer og patient.

Manden er kendt skyldig i at have haft seksuelle forhold til en kvindelig patient på en psykiatrisk afdeling og senere til en hjerneskadet kvinde på et bosted, hvor han arbejdede.

Han er nu ved Retten i Randers også blevet frakendt retten til at arbejde som pædagog og med personer med psykiske eller mentale handicaps i fire år.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 36-årige mand blev tilbage i oktober 2018 sigtet for at have haft et seksuelt forhold med en 30-årig kvinde, som han var kontaktperson for i en psykiatrisk afdeling i Randers.

Det blev opdaget ved, at kvinden - efter forholdet var afsluttet - fortalte om det til en anden ansat.

Manden blev efterfølgende afskediget, men fik et job på et bosted for domsanbragte personer med udviklingshæmning.

Få måneder senere i juni 2019 anmeldte bostedet manden, fordi en 29-årig kvindelig beboer havde fortalt, at han flere gange havde haft anden seksuel omgang end samleje med hende.

»Den 36-årige var ansat til at passe på de to kvinder, men i stedet udnyttede han sin position, og indledte seksuelle forhold med dem,« udtaler anklager i sagen Anna Truelsen.

»Selvom han ikke har tvunget kvinderne til noget, så er det en alvorlig sag at misbruge den tillid, som både pårørende og samfund har til, at der bliver passet godt på særligt udsatte borgere.«

Den 36-årige socialpædagog har afvist begge kvinders forklaringer og nægtet forholdene i retten, skriver Østjyllands Politi. Han ankede også dommen på stedet.

Alligevel blev han dømt efter straffelovens §219, stk. 1, nr. 3 hvor det fremgår, at ansatte på opholdssteder, hospitaler og lignende ikke må havde et forhold til beboere eller patienter. Han blev også dømt efter straffelovens § 218 for i det ene tilfælde at have udnyttet kvindens sindssygdom eller mentale retardering til at opnå andet seksuelt forhold end samleje.