Opdateret kl. 12.00. Har du et billede af det voldsomme vejr, er du meget velkommen til at sende det til 1929@bt.dk.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi melder om fem-seks ulykker på Sydmotorvejen på grund af snefygning lørdag formiddag. De er sket mellem Nørre Alslev og Udby. Der advares om kraftig snefygning på tværs af motorvejen og ringe sigtbarhed.

Tidligere på dagen kostede den kraftig snefygning på Sydsjælland tre til fire uheld på E47 Sydmotorvejen.

Uheldene skete på strækningen mellem afkørsel 41 mod Vordingborg og 43 mod Nørre Alslev.

»Det er et stort kaos. Folk kan kun se 10-15 meter frem. Der er flere biler, der er kørt sammen, og fem er kommet til skade ved en ulykke på Farø, men heldigivs er der ingen alvorligt tilskadekomne,« fortæller vagtchef Ove Christoffersen.

Sydsjællands Politi har flere patruljer på stedet.

Ifølge ritzau giver det voldsomme vejr også problemer andre steder i landet. Ved den dansk-tyske grænse ved Padborg blæser det så kraftigt, at Dannebrog ikke kan hejses ved grænseovergangen.

Både flag og flagstænger går i stykker, hvis der flages, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Og i Holte i Nordsjælland ved Øverødvej og Gl. Øverødvej har der været færdselsuheld.