Det, der startede som en uskyldig sneboldkamp på en villavej, udviklede sig hurtigt til noget langt mere problematisk i den sydvestjyske by Tjæreborg tirsdag aften.
Her modtog politiet en anmeldelse om vold, ifølge avisen JydskeVestkysten.
Fire teenagedrenge var samlet på en vej og legede med sne, da de besluttede sig for at sigte mod et af husene på gaden.
Og det var altså efter denne episode, at det for alvor gik galt.
»Vi fik en anmeldelse om, at en mand skulle have taget fat i en af de unge drenge, der kastede sne, og trukket vedkommende ned på jorden,« fortæller Jesper Møller, politikommissær ved Syd- og Sønderjyllands Politi til avisen.
Den unge dreng, der angiveligt blev revet ned på jorden, er blot 14 år gammel. Den 47-årige mand er nu sigtet for vold.
Ingen af de fire unge drenge blev sigtet, selvom det kan være strafbart at kaste med sne efter andre folks huse.
Hvis man har eventuelle oplysninger eller har set episoden, opfordrer politiet til at man henvender sig.

