Lyt til artiklen

Befinder du dig i Sønderjylland, og er din telefon koblet på en tysk telemast, vil du den kommende tid kunne komme til at høre en 'skarp advarselslyd'.

Der er dog ingen grund til bekymring, hvis det skulle ske.

Årsagen er nemlig, at de tyske myndigheder nu begynder at teste et nyt varslingssystem.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse:

»Borgere med bopæl eller midlertidigt ophold i Sønderjylland kan komme til at høre det kommende, nye tyske varslingssystem, når myndighederne i Tyskland begynder at teste her i begyndelsen af juli og frem til februar næste år,« lyder det:

»Befinder man sig i Sønderjylland, mens der testes, og er ens telefon koblet på en af de tyske telemaster, vil man kunne høre den skarpe advarselslyd og få testbeskeden, som de tyske myndigheder udsender.«

Det er et nyt mobilbaseret varslingssystem, man er ved at udvikle i Tyskland.

Varslingssystemet kan udsende advarsler til alle borgeres mobiltelefoner i et område gennem dets telemaster.

Varslingen vil blive transmitteret til telefonen, uden man har downloadet en app eller tilmeldt sig en tjeneste – såfremt en dansk mobiltelefon er koblet på en tysk telemast, når varslingen udsendes.

»Modtager du en af de tyske testvarslinger, så kan den med sindsro slettes,« oplyser politikredsen.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at myndighederne i Danmark også er i gang med at udvikle et lignende system, der senere på året også vil skulle testes.