Spanien registrerede onsdag 1.772 nye coronasmittede, hvilket er den hidtil største stigning, efter at samfundet blev genåbnet i juni.

Antallet af døde med coronavirus er nu på 28.499 i Spanien. Antallet af smittede, som også omfatter antistofprøver på personer, der er blevet raske, er steget til 305.767 fra 302.814, oplyser det spanske sundhedsministerium.

Schweiz satte onsdag Spanien på sin karantæneliste.

Tyskland fulgte fredag i sidste uge Storbritannien og føjede tre spanske regioner på en liste over 'højrisikoområder' at rejse til. Det oplyste Robert Koch Instituttet (RKI), som er den tyske stats organ for infektionssygdomme.

Der er tale om regionerne Aragón, Navarra og Catalonien, hvor storbyen Barcelona ligger, i det nordlige Spanien. Hvis rejsende herfra ikke får foretaget en coronatest, får de besked på at gå i karantæne.

Ifølge de tyske myndigheder defineres et område som højrisiko, hvis der har været flere end 50 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere den seneste måned.

I Danmark er det på nuværende tidspunkt en anbefaling, at personer, der har gjort ophold i de tre spanske regioner, får foretaget en coronatest.

Myndighederne i Madrid sagde i sidste uge, at der ikke var nogen anden bølge i Spanien, og at landet er 'sikkert' for turister trods stigninger i smitteudbredelsen.

Det globale dødstal med covid-19 overstiger 700.000. Det viste en opgørelse fra Johns Hopkins University onsdag. Det er mindre end en måned siden, at det samlede antal døde rundede 600.000 på verdensplan. Det skete 18. juli.

USA står med knap 157.000 døde for flest dødsfald på verdensplan. Hernæst kommer Brasilien med knap 96.000 døde og Mexico med knap 49.000 døde.

Landene kan dog have forskellige opgørelsesmetoder, hvorfor sammenligninger skal tages med forbehold.

Ifølge de danske myndigheders rejsevejledninger bliver et land 'åbnet', hvis der er færre end 20 smittede per 100.000 indbyggere på en uge.

For at rejsevejledningen igen kan blive skærpet, skal der være 30 smittede per 100.000 indbyggere på en uge.

Udenrigsministeriet i Danmark offentliggør torsdag klokken 16 opdaterede rejsevejledninger.