Den 25-årige mand, der torsdag eftermiddag angiveligt skubbede en syvårig pige ned i det kolde vand i Nyhavn, forsøgte i virkeligheden at redde hende.

Det forklarede manden, da han fredag blev fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret.

Omkring klokken 16 torsdag så den unge mand, der kommer fra Danmark, pigen og hendes mor, da han gik langs Nyhavn. På et tidspunkt var pigen meget tæt på kanten til vandet, og da hun efter hans vurdering var ved at få overbalance, greb han ind.

Manden tog fat om pigens mave, men det endte i stedet med, at de begge faldt i vandet, inden han selv og den lille pige umiddelbart efter blev reddet op.

Ifølge den 25-årige mand var det hele et uheld, og han nægter sig således skyldig.

Men det er en forklaring, som ikke stemmer helt overens med den oplevelse, som den syvårige piges mor, Maggie Jensen, havde. I et interview med B.T. tidligere fredag forklarede hun:

»Der kommer en mand hen og tager hende op, mens hun har ryggen til ham. Han er helt rolig, da han gør det, så jeg når at tænke: 'Er det en, jeg kender? Er det en lærer? En, der vil lave sjov eller noget',« fortalte 39-årige Maggie Jensen.

Datteren selv troede, at manden måske ville kilde hende, da han løftede hende op. Men nej. Det ville han ikke. Manden gik hen til kanten – og så sprang han ud i det flere meter dybe og kolde vand. Med den lille pige i sine arme.

Her ses mor og datter sammen.
Her ses mor og datter sammen. Foto: Maggie Jensen
Vis mere

»Så gik jeg i gang med at skrige,« fortæller Maggie, hvorefter folk og brandmanden Henrik ilede til og fik reddet pigen op.

I retten blev der afspillet videoovervågning fra Nyhavn. Her kunne man se, at den sigtede mand gik hen mod den lille pige, løftede hende op og hoppede i vandet med hende.

Flere voldssager

I forbindelsen med hændelsen i Nyhavn blev manden sigtet for at have forvoldt andre fare, men derudover er den 25-årige sigtet for yderligere to voldsforhold, som ifølge politiet fandt sted i tiden op til i går eftermiddag.

Den første af de i alt tre sigtelser fandt sted 3. oktober i Københavns Lufthavn i Kastrup, hvor manden ifølge politiet mindst to gange slog en vagt i hovedet med knytnæveslag. Den 25-årige mente imidlertid, at der var talt om selvforsvar, fordi vagten havde skubbet til ham, og han nægtede sig således skyldig.

Natten til i går var den så ifølge politiet gal igen. Her skulle manden tilsyneladende have givet en anden mand et knæ i maven to gange på Bredgade i København, men den 25-årige kunne ikke erindre episoden og nægtede sig ligeledes skyldig i det forhold.

Undervejs i grundlovsforhøret fredag forklarede den sigtede mand, at han for nogle måneder siden havde haft det mentalt dårligt, men havde det bedre i dag. Han har desuden været i kontakt med psykiatriske system i Aarhus, og af hans lægejournal fremgik det, at han led af mulig paranoia.

Han kunne desuden fortælle, at han ikke tog sin medicin.

Dommer Vivi Sønderskov Møller valgte at varetægtsfængsle manden i 11 dage i surrogat.

Den 25-årige kærede kendelsen.