I juli ville Syd- og Sønderjyllands Politi anholde en islandsk mand, som havde stjålet en bil.
Det førte til flere dramatiske og decideret farlige scener, før manden endelig blev anholdt mere end ti timer senere. Nu har han fået sin dom.
Ved Retten i Sønderborg blev den 33-årige islænding mandag idømt halvandet års fængsel og betinget udvisning af Danmark for blandt andet hat have bragt seks betjentes liv og førlighed i fare.
Det lignede ellers en helt almindelig anholdelse, da to betjente fra Syd- og Sønderjyllands Politi 4. juli kort før klokken 13 standsede islændingen i en stjålet bil på Sydals.
Men idet betjentene åbnede fordøren og tog fat i den 33-årige for at anholde ham, trådte han på speederen.
Det blev startskuddet til en både langvarig og højdramatisk politijagt.
De to betjente blev slæbt efter bilen i 10 til 15 meter, før de faldt og i den forbindelse pådrog sig skader.
Manden slap i første omgang væk fra politiet, men sent på aftenen kom politiet igen på sporet af ham i Sønderborg.
Det udviklede sig til en biljagt, som så ud til at slutte, da islændingen kørte galt.
Men det gjorde den ikke. Tværtimod.
For da en patruljevogn ved 23.30-tiden kørte op på siden af islændingen i den stjålne bil, bakkede han ind i politibilen og ramte dens front.
Da politiet igen satte efter den 33-årige mand, kørte han ind i endnu en patruljevogn. Denne gang blev politibilen ramt på siden.
Til sidst fik politiet dog anholdt manden, som nu har fået sin dom.
I alt var islændingen tiltalt i hele 37 forhold.
Udover de dramatiske hændelser 4. juli drejede det sig blandt andet om tyveri, brugstyveri, vanvidskørsel, narkokørsel samt andre overtrædelser af færdselsloven.
Islændingen skal nu halvandet år i fængsel. Han har også fået en advarsel om udvisning til Island, hvis han igen forbryder sig mod loven.
