Et globalt kapløb om ny teknologi er i gang.

Stater som Rusland, Iran og særligt Kina har ambitioner om at blive førende inden for teknologier, der kan have en omvæltende betydning for samfundet.

Det fortæller Karen Lund Petersen.

Hun er chef i Center for Analyse og Outreach i Politiets Efterretningstjeneste (PET), der mandag lancerer kampagnen "Sikker Innovation".

Små og nye virksomheder og forskningsmiljøer i Danmark, der arbejder med blandt andet kvanteteknologi, kunstig intelligens og bioteknologier, er attraktive mål for fremmede staters spionage eller det, som PET kalder uønsket videnoverførsel.

- Teknologierne kan ikke alene have positiv effekt for vores velstand og velfærd, de kan også bruges i udviklingen af nye våben og opbygningen af vores militære kapacitet.

- Hvis fremmede stater får fingre i den her teknologi, kan den blive misbrugt, og det er vi ikke interesseret i, siger Karen Lund Petersen.

Kampagnen er udarbejdet i samarbejde med Dansk Industri (DI), Dansk Erhverv og Styrelsen for Samfundssikkerhed.

PET peger på, at der i øjeblikket investeres i startupvirksomheder og såkaldte innovationsmiljøer, hvor forskere og iværksættere udvikler ny eftertragtet teknologi.

- Vi vil gerne sikre os, at man har opmærksomhed på det her problem og allerede fra starten tænker sikkerhed ind i sit design, siger Karen Lund Petersen.

Det er ifølge chef for samfundssikkerhed og beredskab i DI Rasmus Anderskouv naturligt, at man i etableringen af nye virksomheder ikke har samme grundlag for og erfaring med at arbejde med sikkerhed.

- Det er noget af det, som kampagnen skal kunne. At øge opmærksomheden i virksomheder, hos ledere og medarbejdere, hvor der kan være en risiko for, at man bliver kompromitteret eller udsat for hændelser, siger han.

Langt de fleste virksomheder bør lave en analyse af sårbarheden over for cyberangreb og udvikle en beredskabsplan, lyder det fra DI-chefen.

Rasmus Anderskouv kalder samarbejdet mellem offentlige myndigheder og private virksomheder for en milepæl.

- Det er helt afgørende i opbygningen af det samlede beredskab, at vi i sektorerne kommer tættere på hinanden.

- Vi er dybt afhængige af den viden, som myndigheder og tjenester har. Og de er dybt afhængige af at forstå, hvordan erhvervslivet fungerer, siger han.

Kampagnen består af udendørs reklamer i de større danske byer, digital annoncering og rådgivningsmateriale på PET's hjemmeside.

/ritzau/