En 41-årig mand fra Bornholm er tirsdag blevet varetægtsfængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling sigtet for drabsforsøg.

Det sker efter, at han mandag aften slog en 57-årig mand adskillige gange i hovedet med en hammer.

En 57-årig mand, der altså ikke var en tilfældig, men den sigtedes tidligere chef.

Det fortæller politiets anklager, Marina Molke-Leth, der var tilstede ved tirsdagens grundlovsforhør på Bornholm.

Anklageren fortæller ligeledes, at manden tilstod at have slået sin tidligere chef i hovedet med en hammer flere gange.

Og motivet lagde sigtede heller ikke skjul på:

»Han forklarer, at han er af den opfattelse, at forurettede har forsøgt at forgifte ham gennem drikkevand,« siger Marina Molke-Leth.

Ifølge anklageren har den 41-årige arbejdet for sit 57-årige offer for flere år tilbage.

Og i retten skulle den sigtede 41-årige altså have fremlagt, at den 57-årige tidligere chef længe havde forsøgt at forgifte ham.

»Gennem en årrække - fra 2017 til nu - skulle forurettet angiveligt have forsøgt at forgifte ham - i første omgang gennem drikkevandet i den sigtedes kolonihave,« forklarer Marina Molke-Leth.

Til spørgsmålet om den 41-åriges mentale tilstand, svarer anklageren:

»Man kan i hvert fald sige, at han er blevet varetægtsfængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling. Det er i bund og grund en tragisk sag. Det er nok det rigtige, at han kommer ind der, hvor der er mulighed for behandling.«

Marina Molke-Leth fortæller, at den 57-årige mand stadig er kritsk tilstand, dog uden for livsfare.

Herfra skal der ske det, at den sigtede skal samtykke til en mentalundersøgelse, og så afventer de ellers, hvordan det kommer til at gå den 57-årige mand.

Den 41-årige er sigtet for drabsforsøg, men han mener selv, at der kun er tale om grov vold. Det gav han udtryk for i retten tirsdag, hvor han ifølge anklageren tilstod de faktiske forhold og sagde, at han skulle have slået den 57-årige fire gange i hovedet med hammeren.