Næsten et år efter at den 20-årige pædagogstuderende Ali Agha blev tævet til døde, falder der i dag dom over hans overfaldsmænd. Alle fire tiltalte blev kendt skyldige i vold med døden til følge, mens den ene desuden blev dømt for overtrædelse af våbenloven, fordi han var i besiddelse af en dolk.

Ali Agha døde 22. oktober efter et overfald halvandet døgn tidligere på et stisystem ved Tingbjerg, hvor han blev både slået, sparket og stukket med kniv. Fire unge mænd blev kort efter anholdt for overfaldet. De tre har erkendt at have slået og sparket Ali Agha, men nægter sig skyldige i vold med døden til følge.

De fire tiltalte virkede ikke synderligt påvirkede af sagen, da retsmødet gik i gang. De sad smilende og jokede med hinanden, mens de vinkede til familie og venner gennem de store glasvægge, som adskiller tilhørerne fra selve retssalen, inden selve retsmødet gik i gang.

I afgørelsen har dommeren lagt vægt på, at Ali Agha havde mange skader i hovedet og stiksår. Konklusionen er at de mange læsioner kommer fra slag og spark. De tiltalte har undervejs påstået at Ali havde en kniv, men det er ikke dommerens opfattelse.

Bag afgørelsen lå også det faktum, at mange af de dødelige slag og spark måtte være givet, mens Ali Agha lå ned i en værgeløs situation. Derfor burde de tiltalte vare klar over at den unge pædagogstuderende risikerede at dø af sine kvæstelser.



Retsmødet udviklede sig dramatisk under den efterfølgende gennemgang af eventuel udvisning af den ene af de fire tiltalte. Undervejs blev det fremhævet, at den dømte OJ som risikerer udvisning ikke længere har nogen relationer i Irak. Det kom også frem at han var medlem af SFs ungdomsafdeling og havde planlagt at begynde på HF. Men alt det blev for meget for en af Alis pårørende.

- Hvorfor nævner I ikke al den kriminalitet, han har begået, råbte han, inden han tårevædet forlod retssalen.

Strafudmålingen finder sted i eftermiddag klokken 15.30, hvor det også afgøres, om OJ skal udvises, og hvor lang tids fængsel de fire dømte skal have.



Det var tilsyneladende sms'er til en pige, som kostede Ali Agha livet. I hvert fald har den ene af de tiltalte i retten forklaret, at han sammen med sine kammerater samlede den 20-årige Ali op ved hjemmet om aftenen forud for overfaldet for at få en forklaring på sms'erne, som var sendt til kæresten til den ene af de fire tiltalte. Men snakken udviklede sig altså til et slagsmål, som i sidste ende fik fatale følger for den unge pædagogstuderende.



Obduktionen viste at dødsårsagen var læsioner i hjernen som følge af stump vold.

 

Den ene af de tiltalte har forklaret, at Ali Agha blev slået flere gange, og at han på et tidspunkt faldt bagover og slog hovedet.Det var den ene af de fire overfaldsmænd, som kontaktede alarmcentralen og tilkaldte hjælp via en mobiltelefon, som blev lånt af en forbipasserende. De fire stak efterfølgende af fra stedet.