Politiet sigter lækkersulten svensker for fire grove røverier mod supermarkeder i København.

En 28-årig svensker gik efter de søde sager, da han røvede en række supermarkeder i København.

3. september slog han til mod Netto på Godthåbsvej i Vanløse. Her stjal han ifølge politiet en hel indkøbskurv fyldt med slikposer.

Da en ekspedient bad om betaling, trak svenskeren en blodig kanyle frem og fortalte, at han havde HIV.

Senere samme dag gik han ind i Netto på Nørrebrogade. Der stjal han en ukendt mængde chokolade.

Også her ville en ekspedient have betaling, men svenskeren råbte: »Jeg snitter I jer, hvis I følger efter mig.«

6. september klokken 22:40 var svenskeren igen på chokoladerov. Denne gang gik det ud over Netto i Trøjborgsgade på Vesterbro.

Røveren forlod forretningen med flere kasser chokolade til en ukendt værdi.

Da en ekspedient bad ham betale for chokoladen, trak han den blodige kanyle frem og sagde: »You mess with me, I mess with you«.

Udover de tre slik-røverier er svenskeren også sigtet for at stjæle 36 dåseøl fra Irma på Axeltorv i København.

Da ekspedienten spurgte om han havde betalt for øllene, sagde han: »I will stab you«.

Anholdte nægtede sig skyldig og ønskede ikke at udtale sig i retten.