Hvor heldig har man lige lov at være? De to 22-årige tvillinger, der søndag sad i en bil, som eksploderede, slipper med småskrammer og en brækket tommelfinger.

Eksplosionen ved Næstved station var forårsaget af en pose med kanonslag og var så voldsom, at den kunne have dræbt mændene, vurderer politiet.

- Jeg er i hvert fald glad for, at jeg ikke var i bilen, som vagtchef Søren Østervig fra Sydsjællands Politi udtrykker det. 

- Eksplosionen er så voldsom, at ruderne bliver trykket helt ud, og bunden af bilen bliver trykket ned. Instrumentbrættet bliver helt splittet ad, siger Søren Østervig og understreger, at de to brødre er sluppet heldigt. 



Politiet har endnu ikke haft fat i de unge mænd i forhold til, at de havde kanonslag, der er forbudt i Danmark. Men de kan stå til en bødestraf.

Søren Østervig er dog ikke sikker på, at det kommer så vidt. 

- Beviserne er jo bogstaveligt talt blæst væk, siger han og påpeger, at brødrene på en måde allerede har fået en straf.