Et dybt sår i låret på ti centimeter kunne have kostet en 24-årig mand livet.

Den 13 centimeter lange kniv, han havde fået i benet, havde nemlig skåret to huller i lårbensåren.

Og den situation bragte den unge mand i livsfare.

Det begyndte ellers som et godmodigt drilleri i slagterafdelingen i Superbrugsen i Kolding sidste efterår, skriver JydskeVestkysten.

Her stod den unge slagtersvend og lavede sjov med en lidt ældre kollega. På et tidspunkt kastede han et stykke papir i hovedet på den 30-årige kollega. Det blev kollegaen så sur over, at han kastede en kniv i låret på ham.

»Jeg prikkede ham i siden, hvorefter han sagde til mig, at hvis jeg gjorde det igen, så ville han smadre mig. Jeg tænkte, at han bare lavede sjov, så jeg kastede et papir i hovedet på ham. Så samlede han kniven op med venstre hånd og kastede den efter mig.«

Sådan forklarede det 24-årige offer mandag i retten i Kolding, hvor kollegaen fra slagterafdelingen sad på anklagebænken.

Episoden endte med at koste den 30-årige en betinget dom på tre måneders fængsel.

Han har dog en anden udlægning af hændelsesforløbet. I retten forklarede han, at det var et uheld, at han kom til at skubbe til kniven, der lå ved siden af ham.

Derfor fløj kniven hen ad bordet og endte dybt inde i låret på kollegaen.

Han hævdede, at han havde glemt, at kniven lå på bordet, og at han ikke ramte den med vilje.

Efter ulykken blev den 24-årig mand straks kørt på operationsbordet. Kort efter fik han dog en blodprop i låret, som betød, at han måtte opereres igen.

Der gik tre måneder, før den unge slagtersvend igen kunne gå på arbejde. Her - et år efter - har han stadig problemer med at bevæge sig.

Den 30-årige, der kastede kniven, er født i Polen, men kom til Danmark som ni-årig.

Udover den betingede fængselsdom fik han en advarsel om udvisning, og så skal han betale sin kollega en erstatning på 23.475 kroner.

Dommeren mente ikke, at det var bevist, at han med vilje havde kastet en kniv efter sin kollega, men påpegede, at han burde have overvejet, at han kunne komme til skade.