Det startede med graffiti på ruderne. Så kom murstenene. Og til sidst kom beskederne om, at familien skulle 'se sig for'.

Det gjaldt også deres 13-årige søn, som blev nævnt med navn og billede.

»Vi lever hele tiden med en knude i maven. Det er virkelig ubehageligt,« siger Sandie Ring.

Siden B.T. som første medie skrev om den vedvarende chikane mod Slagterens Smørrebrød & Delikatesse på Islands Brygge i april, har sagen fået massiv politisk bevågenhed.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har kaldt angrebene fuldstændig uacceptable, mens Justitsminister Peter Hummelgaard (S) trådte personligt ind i butikken og tog et billede med slagterparret.

Han så - ifølge familien - de truende beskeder med egne øjne og sagde: »Det dér er tydelig en trussel,« hvorefter politiet kontaktede familien.

Men nu – trods den politiske opbakning og trusler rettet mod parrets 13-årige søn, Milas – slår virkeligheden hårdt.

Sagerne lukkes på stribe. Ingen sigtelser. Ingen tiltale. Ingen konsekvenser. Det fremgår af et brev Københavns Politi har sendt til familien.

»Vi føler os så svigtet,« siger en rystet Sandie Ring, der står tilbage med frygt – og en søn, der spørger, om aktivister må gøre ham ondt, siden ingen stopper dem.

»Det føles, som om politikerne kom for at tage et billede og få lidt presse, og så skete der ikke mere.«

'Myrder du dyr? Milas'
Beskrivelserne i beskederne til familien er ellers dystre.

I dem står der blandt andet, at de skal: 'Se sig for' og 'Myrder du dyr? Milas'.

Alligevel vurderer politiet, at udtalelserne ikke er konkrete nok til at være trusler.

En af trusselsbeskederne
En af trusselsbeskederne Privatbillede

»Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal svare min søn,« siger Sandie Ring.

»For nu ved de, at de slipper. Vi frygter virkelig, hvad det næste bliver.«

Truslerne kommer efter en bølge af hærværk mod familiens butik, hvor ruder er blevet smadret og facaden overmalet med: 'Kød er mord', 'Stop drab' og 'Dyr vil leve – bliv veganer'.

Chikanen har kostet familien over 50.000 kroner og tvunget dem til at tegne en graffitiforsikring til 14.400 kroner om året.

Slagterbutikkens facade efter hærværk.
Slagterbutikkens facade efter hærværk. Privatbillede

Men også hærværkssagerne lukkes. Politiet skriver, at spor, vidner og overvågning ikke kan føre til identifikation af gerningspersonerne.

»Det kan være fuldstændig ligegyldig at anmelde, for når kameraerne slukker, sker der ingenting. Vi bliver bare brugt i et politisk show,« siger Sandie Ring.

Justitsministeren: 'Har bedt embedsfolk se på, om der er behov for særlig beskyttelse'
B.T. har efterspurgt et interview med justitsminister Peter Hummelgaard (S), men han har i stedet sendt en skriftlig kommentar:

'Det er fuldstændig utilstedeligt at forsøge at presse andre ud af deres levevej ved at skabe frygt og utryghed – blot fordi man er politisk uenig. Det er en demokratisk falliterklæring,' skriver ministeren og tilføjer:

'Jeg har en klar forventning om, at politiet tager det alvorligt og gør, hvad de kan for at komme kriminaliteten til livs', skriver Hummelgaard og fortsætter:

'Jeg har derudover bedt Justitsministeriets embedsfolk se på, om der er behov for særlig beskyttelse af mennesker, der bliver udsat for politisk motiveret kriminalitet, alene fordi de passer deres arbejde.'

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Københavns Politi. De er ikke vendt tilbage inden deadline – men lover svar hurtigst muligt.