Sent torsdag eftermiddag rykkede Københavns Politi ud til Bispebjerg Hospital.

Her lød meldingen, at et par personer var røget i totterne på hinanden.

Det bekræfter vagtchef Henrik Svejstrup til B.T.

På billeder fra hospitalet kan man se, hvordan flere politibiler var rykket ud til episoden.

»Vi fik en anmeldelse om et slagsmål på Bispebjerg Hospital, og det rykkede vi ud til,« siger vagtchefen.

»Der var en person, som havde fået et slag i hovedet med en flaske. Derfor blødte han fra hovedet,« uddyber vagtchefen.

Da politiet ankom til stedet, fik de snakket med de involverede personer, fortæller vagtchefen.

Det fik man dog ikke det store ud af.

»Der var ingen af de involverede, som ville sige noget. Så vi er færdige ude på stedet,« siger vagtchefen.

Politiet fik anmeldelsen klokken 17.14, oplyser vagtchefen, der også forklarer, at det var på selve hospitalets ganske store område, slagsmålet fandt sted.

Ud over den person, som havde fået en flaske i hovedet, melder vagtchefen ikke om yderligere tilskadekomne.