Søndag morgen er politiet rykket ud til et større slagsmål i det indre København. 

Omkring klokken halv otte er flere patruljer til stede i området omkring Pilestræde og Antonigade.

»Der har været noget tumult. En form for værtshusslagsmål med flere personer involveret,« lyder det fra vagtchefen ved Københavns Politi. 

»Der er tale om lidt diffuse anmeldelser, som går på, at flere skulle være blevet slået og sparket,« tilføjer han.

Betjentene på stedet er i skrivende stund i gang med at afhøre vidner og forsøger at indkredse de involverede gerningsmænd. 

Der er også to ambulancer på stedet. 

På nuværende tidspunkt er det dog uklart, hvorvidt nogle er kommet til skade, og hvor mange eventuelle ofre, der er tale om.

De foreløbige meldinger går dog på, at der ikke er tale om alvorlige skader.