To personer er anholdt, efter der sent fredag aften opstod slagsmål ved politigården i Hillerød, hvor politiet holdt julefrokost.

Det bekræfter Nordsjællands Politi over for B.T.

»Vi fik anmeldelsen 23.54, hvorefter vi var til stede nede omkring politigården i Hillerød, fordi der har været et overfald på en borger,« siger David Brochersen, vagthavende ved Nordsjællands Politi.

Han ville dog ikke fortælle, om offeret er en politibetjent, men bekræfter, at der er tale om en ansat.

»Jeg kan bekræfte, at der har været julefrokost på politigården i Hillerød, men hvilken relation den anholdte har til politigården, det kan jeg ikke sige p.t.«

Hvordan slagsmålet er opstået, vil man ikke ud med endnu.

»Vi er på et meget tidligt stadie. Der er en borger, der kommet til skade dernede, og en eller flere gerningsmænd har deltaget. Vi har to anholdte,« siger David Brochersen.

Lørdag har de to anholdte været fremstillet for en dommer. De er blevet sigtet og efterfølgende løsladt.

/Ritzau/