Fyns Politi modtog onsdag klokken 16.30 endnu en anmeldelse om et seksuelt overgreb mod en pige. Der er tale om en 10-årig pige fra Refsvindinge.

Pigen var klokken 15.05 på vej hjem fra sin Skolefritidsordning (SFO) på en cykel, da en rød ældre personbil kørte op på siden af hende tæt ved hendes bopæl på Longvej i Refsvindinge på det østlige Fyn.

- Han kører ind foran hende og tager fat i hende og sætter hende ind på bagsædet af bilen, fortæller vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi til bt.dk. Manden dækker derefter pigens ansigt til, så hun ikke kan se noget, hvorefter han fortsætter bilkørslen.

- Han kører rundt med hende i området over et stykke tid, hvor han foretager et seksuelt overgreb mod hende, fortæller Henrik Justesen. Politiet vil af hensyn til efterforskningen og til de forurettede ikke oplyse nærmere detaljer om selve overgrebet, men Henrik Justesen kalder overgrebet 'alvorligt'.

Da pigens øjne var dækkede under overgrebet, har hun har ikke kunnet fortælle, hvor manden kørte rundt med hende, eller gengive et detaljeret signalement af ham.  Men hun beskriver manden som lidt ældre, måske midaldrende. Han var iført en sort trøje og en sort hue. Desuden lugtede han af tobak.

Gerningsmanden kørte rundt med den lille pige i omkring halvanden time, inden han kørte hende tilbage til hovedvejen mellem Refsvindinge og Ørbæk ved Longvej, hvor han satte hende af.

Anmeldelsen om overgrebet kommer kun få uger efter, at en lignende episode fandt sted i Øster Skerninge på Sydfyn. Politiet mistænker, at der er tale om samme gerningsmand.

-Der er næppe tvivl om, at der er tale om den samme gerningsmand, som begik et overgreb mod en 11-årig pige i Øster Skerninge den 26. oktober. De oplysninger, pigen har kunnet fortælle os, tyder på det. Lugten af tobak og det faktum, at manden nærmest var lidt høflig er samme mønster som sidst, siger Henrik Justesen.

- Samtidig med, at han foretager denne her alvorlige forbrydelse mod hende, så taler han pænt til hende og spørger, hvor hun går i skole, tilføjer  Henrik Justesen.

Selv om politiet har ledt efter gerningsmanden til den første overgrebssag i flere uger, så er politiet endnu ikke kommet på sporet af gerningsmanden. Politiet kan derfor ikke sige, om man formoder, at der er tale om en lokal mand:

- Det er lidt svært, men vi kan sige så meget, at når vi er ude i nogle områder, hvor der ikke er særlig meget beboelse. Det er ikke sådan et sted, hvor man lige kører hen, siger han og tilføjer, at gerningsmanden ifølge ofrene taler dansk uden accent. 

Politiet efterlyser i forbindelse med overgrebs-sagerne desuden en ældre, rød personbil. Politiet har tidligere været ude med en efterlysning, hvor man beskrev, at bilen muligvis var en Opel Astra, men det er man ikke længere sikker på.

SE GRAFIKKEN: HER HAR SEXFORBRYDEREN SLÅET TIL

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Fyns Politi på telefon 114.