En melding om skyderi i området ved Bandidos' rockerborg i Vordingborg fik torsdag aften Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til at afspærre området og indlede en efterforskning.

- Vi fik kl. 21.26 en melding om, at der var affyret flere skud ved rocker-tilholdsstedet på Boulevarden i Vordingborg, oplyser vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til bt.dk.

- Det har vi så efterforsket, og der er ingen tegn på, at nogen mennesker er blevet ramt eller er kommet til skade. Men der er tydelige tegn på, at der er blevet affyret et antal skud, som vi dog ikke kender det nøjagtige antal af, fortsætter vagtchefen.

Kort før midnat var politiets teknikere i gang med detaljerede undersøgelser på gerningsstedet, og enkelte personer i Bandidos-tilholdsstedet har været kortvarigt tilbageholdt, men ikke formelt anholdt.