En mand i begyndelse af 30erne er afgået ved døden efter at være blevet ramt af skud på en tankstation i Ishøj.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
Manden blev efterfølgende erklæret død, og politiet er talstærkt til stede i området, hvor de arbejder med efterforskningen.
»Vi vil meget gerne i kontakt med alle vidner, der har set noget eller har informationer om skyderiet,« lyder det fra vicepolitiinspektør Charlotte Skovby fra Københavns Vestegns Politi.
Politikredsen oplyser yderligere, at det er for tidligt at kommentere på motivet bag skyderiet, og efterforskningen foregår bredt.
»Vi efterforsker intensivt lige nu og har fokus på at indsamle oplysninger og sikre tekniske spor i området,« siger Charlotte Skovby.
B.T. forsøger at få en kommentar fra Københavns Vestegns Politi.
På X oplyser politikredsen, at de ikke kan oplyse yderligere for nu.
Vidner, som har oplysninger om hændelsen opfordres til at kontakte politikredsen på 43 86 14 48.
