En 46-årig mand er torsdag blevet skudt i benene nær Jerlev ved Vejle. 

Gerningsmændene stak efterfølgende af i en hvid BMW X5 – bilen er senere blevet fundet. 

Sådan skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

»Lige nu er vi ved at afklare hændelsesforløbet, og hvad der er sket før, under og efter episoden,« siger vicepolitiinspektør Jesper Engelund og tilføjer: 

»Derfor kan vi heller ikke på nuværende tidspunkt udtale os om motivet eller andet i forbindelse med efterforskningen.« 

Videre lyder det, at den 46-årige mand er under behandling på sygehuset, samt at hans pårørende er underrettet. 

Der er i skrivende stund ingen anholdte i sagen. 

»Det er politiets klare vurdering, at der er tale om en isoleret hændelse, og jeg vil derfor gerne understrege, at der ikke er grund til bekymring for borgerne i området,« siger Jesper Engelund videre.

Politikredsen søger nu vidner, der har set en hvid BMW X5 i området mellem Jerlev og Bredsten før klokken 14.00 torsdag.

Borgere bedes kontakte politiet på telefon 1-1-4.