Fredag formiddag foregår der i skrivende stund et igangværende skyderi i Nørresundby ved Aalborg. 

Skyderiet finder sted på adressen Virkelyst 12 i Nørresundby. 

Det oplyser Nordjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update. 

'Igangværende skyderi på Virkelyst 12 i Aalborg. Civile skal søge væk fra området og følge politiets anvisninger,' skriver politikredsen. 

I området omkring skyderiet ligger en række virksomheder heriblandt virksomheder, der beskæftiger sig med biler og autolakering. 

Ifølge TV 2 Nord er en industribygning på Virkelyst fredag middagstid brudt i brand, hvor sort røg fra stedet kan ses. Mediets mand på stedet oplyser, at politifolk går rundt i skudsikre vestre. 

Også virksomheden Støvlsig Hestefoder, der har butik i området, opfordrer deres kunder til at holde sig væk fra stedet. 

'Alle skal holde sig væk fra området omkring Virkelyst lige nu - kør ikke ned til os,' skriver de. 

B.T. forsøger at få en kommentar fra Nordjyllands Politi.