Et skur står i øjeblikket i flammer på Nørrebro. Se videoen øverst i artiklen.

Det oplyser Hovedstadens Beredskab over for B.T.

»Vi har en ildebrand i et større skur på Lundtoftegade, som har givet en meget kraftig røgudvikling, hvilket også har forårsaget mange 112-opkald, men Station Tomsgården er ved at slukke dernede,« siger Kristian Næsted, vagthavende operationschef i Hovedstadens Beredskab.

Han fortæller, at folk har ringet ind fra hele Hovedstadsområdet og rapporteret om en kraftig røgsøjle i området omkring branden.



B.T.'s reporter på stedet oplyser, at folk i området går rundt og hoster og holder sig for munden.

Operationschefen oplyser, at skuret bruges til lagring af forskellige sager.

»Vi er i gang med at få fjernet nogle gasflasker fra skuret, så de ikke bliver varmepåvirket,« siger han.

Fie West Madsen

Operationschefen formoder, at branden vil være slukket igen inden for kort tid.

»Vi er i sving med slukningsarbejdet, og der er umiddelbart kontrol over det,« siger Kristian Næsted fra Hovedstadens Beredskab.

Københavns Politi har i øjeblikket ikke nogen kommentarer, men oplyser til B.T., at branden er opstået omkring Lundtoftegade 110.