Den mand, der onsdag middag blev skudt og dræbt af politiet på Amager, skulle kort efter sin død være mødt i retten.

Ifølge B.T.s oplysninger skulle han klokken 13.15 være mødt til et retsmøde i Københavns Byret som tiltalt for blandt andet tyveri.

I stedet afgik han ved døden klokken 13.02 efter at være blevet skudt af en politibetjent.

Ved den dramatiske politiforretning blev en politibetjent også såret af knivstik. Det er foreløbig uklart, om det var den sårede betjent, der affyrede sin tjenestepistol i forbindelse med den fatale hændelse.

Den afdøde mand blev ramt af skud i den etageejendom i Moselgade, hvor han boede. Muligvis fordi politiet var mødt op for at anholde ham forud for det retsmøde , som han kort efter middag skulle møde frem til.

Af oplysningerne på retslisten fra byretten i København fremgår det, at manden var tiltalt i en gammel politisag fra 2020, hvor der ifølge journalnummeret tilsyneladende var tale om »tyveri fra lastbil/varebil«.

Der var afsat halvanden time til domsmandssagen, hvilket indikerer, at der var tale om en forholdsvis beskeden forbrydelse, som han nægtede sig skyldig i.

Kort inden retsmødet efter planen skulle være gået i gang i Københavns Byret, stod det dog klart, at dagens retsmøde ikke kunne gennemføres.

I forbindelse med skudepisoden i Moselgade på Amager blev en politibetjent såret af knivstik.

Ifølge B.T.s oplysninger synes betjentens knivstik ikke umiddelbart at være livstruende, og hans familie er blevet underrettet.

Hos Københavns Politi oplyser vagtchef Michael Andersen, at sagen er overgivet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), og at Københavns Politi ikke udtaler sig om detaljerne.

»Jeg kan sige, at der er tale om en politiforretning klokken 13.02 i Moselgade, hvor der er afgivet skud, og en person er afgået ved døden, og en kollega er såret,« fortæller vagtchefen.

I sager, hvor borgere kommer til skade eller bliver dræbt i forbindelse med politiets arbejde, er det DUP, som står for efterforskningen. Det sker ud fra en præmis om, at politiet ikke skal undersøge sig selv.

På baggrund af undersøgelsen vil DUP komme med en indstilling til Statsadvokaten, som så vil tage stilling til, hvorvidt der skal rejses en sag ved domstolene, eller om sagen skal have andre konsekvenser for de implicerede politifolk.

DUP har kontor i Aarhus, og efterforskere sendes til København. For nuværende er det småt med oplysninger fra politiklagemyndigheden.

»Vi undersøger de her sager helt bredt. Vi afhører alle, der har set eller hørt noget, der kan have relevans for at få klarlagt, hvad der er gået forud for og præcist er sket i forbindelse med skudafgivelsen. Vi har også nogle tekniske undersøgelser,« siger Signe Stolberg, der er specialkonsulent i DUP.

Den sårede politibetjent er bragt til behandling på Rigshospitalets Traumecenter. Vagtchef Michael Andersen har ikke nogen oplysninger om kollegaens tilstand.

Kort efter den dramatiske hændelse oplyste Københavns Politi på Twitter, at man anser situationen på Amager som en »isoleret hændelse«, og der derfor ikke er nogen fare for borgerne i området.