Det var for slapt og defensivt, da anklagemyndigheden i sagen om dødsvold på Islands Brygge 'kun' bad om mindst et års fængsel til den 31-årige gerningsmand, hvilket også blev udfaldet og modtaget på stedet af gerningsmanden.

Sådan lyder reaktionen kort efter dommen på et års fængsel fra advokat Jakob Buch-Jepsen, der er bistandsadvokat for de efterladte til den dræbte, svenske politimand Christian Zedig, 32.

»Strafferammen for simpel vold er trods alt tre års fængsel, og på vegne af familien og som professionel bistandsadvokat vil jeg ikke lægge skjul på, at vi er skuffede over, at anklagemyndigheden ved Københavns Politi i retten kom med et så defensivt udlæg,« siger Jakob Buch-Jepsen til B.T.

»Sagen er ret unik, da netop det hårde slag på halsen i sig selv forårsagede døden for den veltrænede, unge familiefar. Domspraksis flytter sig ikke, hvis man ikke kommer med et andet oplæg til retten. Straffen var måske ikke blevet anderledes, men så kunne man fra anklagemyndighedens side sige, at man havde prøvet, hvad der var muligt, og givet stafetten videre til politikerne.«

»Jeg er udmærket bekendt med de domme, som både anklageren og forsvareren gennemgik i dag. Men der er efter min opfattelse ret stor forskel på de nævnte domme og den aktuelle sag, hvor det er selve det hårde knytnæveslag i sig selv, der afstedkommer døden,« siger bistandsadvokaten.

Det sker med henvisning til, at der i de andre domme om dødsvold, som blev trukket frem i retten, har været tale om, at de forurettede enten er faldet uheldigt til jorden med fatale skader til følge eller har haft en skjult brist som eksempelvis en udposning på en pulsåre.

»Her har vi derimod at gøre med en tiltalt, som rammer hårdt, har gået til boksning og tidligere er straffet for meget alvorlig personfarlig kriminalitet – blandt andet fik han i 2017 en dom på syv års fængsel for et drabsforsøg med en kniv, og er også tidligere dømt for såvel voldtægt og grov vold.«

»Overfaldet på Christian Zedig var helt umotiveret og alle i retslokalet var enige om, at der ikke var nogen formildende omstændigheder, kun skærpende,« tilføjer bistandsadvokaten.

Samtidig påpeger Jakob Buch-Jepsen også, at politikerne de senere år gentagne gange har skærpet straffen for uagtsomt manddrab i trafikken.

»Det er tungt som bistandsadvokat at skulle forklare de pårørende, at hvis Christian Zedig var blevet kørt ned og dræbt af en alkohol- eller narkopåvirket vanvidsbilist, ja så kunne straffen formentlig være blevet fem-seks års fængsel, mens et hårdt og bevidst slag mod halsen, der har den uagtsomme følge, at det afstedkommer døden, ender i en straf på ét års fængsel, ikke mindst henset til hvor umotiveret overfaldet var og med den fortid med alvorlig personfarlig kriminalitet, som gerningsmanden har.«

Jakob Buch-Jepsen arbejdede inden han blev forsvarsadvokat i adskillige år selv som anklager i anklagemyndigheden i Københavns Politi, hvor han blandt andet var anklager i ubådssagen om drabet på den svenske journalist Kim Wall.

Hvad mener du med din baggrund som anklager så havde været en passende strafpåstand i den aktuelle sag fra Islands Brygge?

»Det får du mig ikke til at sige, men jeg var kommet med et mere offensivt udlæg,« lyder svaret fra bistandsadvokaten.

B.T. har forelagt kritikken for specialanklager Søren Harbo, der onsdag mødte som anklager på vegne af anklagemyndigheden ved Københavns Politi.

»Min strafpåstand var præcis afstemt med sagens omstændigheder, lovgivningen og retspraksis, og jeg konstaterer, at retten var enig,« lyder anklagerens svar.