tema_aarets_krimisager
tema_aarets_krimisager

Han er tidligere dømt for hærværk, vold, grov vold, spirituskørsel og besiddelse af kokain.

Men heller ikke 2025 blev et år, hvor skuespilleren Robert Hansen undgik en ny plet i straffeattesten.

I marts blev han ved byretten på Frederiksberg idømt fire måneders ubetinget fængsel for to tilfælde af vold mod den samme kvinde.

Den nu 46-årige Robert Hansen var i begge tilfælde tiltalt efter den paragraf i straffeloven, der ofte omtales som simpel vold.

I retten fortalte han, at han havde mødt kvinden på en afvænningsklinik, og at de havde en relation, hvor de sommetider misbrugte alkohol sammen.

Det var også tilfældet, da de i november 2024 drak sammen i Robert Hansens lejligheden, indtil der opstod en konflikt mellem dem.

Ifølge Robert Hansen drejede konflikten sig om, at han ville have hende til at forlade lejligheden. Ifølge kvinden drejede konflikten sig om jalousi, og det var Robert Hansen, der indledte den.

Under skænderiet slog han både kvinden i ansigtet og på ballen eller hoften, ligesom offeret blev revet i håret, så hun røg ud af sengen.

I samme forbindelse blev kvinden også ridset i ballen med en kniv.

Samme eftermiddag blev kvinden hentet af sin far og ekskæreste og kørt til afrusning på Herlev Hospital.

Efter at hun havde forladt hospitalet, gik der dog ikke længe, før hun var tilbage i Robert Hansens lejlighed på Frederiksberg.

Her drak de to igen, og mellem midnat og klokken 09 den følgende morgen ruskede Robert Hansen ifølge dommen kvindens hoved i et minut og spyttede hende i ansigtet.

Kort efter blev politiet tilkaldt, og da betjentene var trængt ind i Robert Hansens hjem, blev han vækket, anholdt og taget med til afhøring.

Så sent som i februar 2023 blev han også dømt for vold mod en ekskæreste. Blandt andet blev hun slået med en guitar med en sådan styrke, at guitaren gik i stykker af det.

Her blev straffen også takseret til fire måneders fængsel, som han afsonede med fodlænke i sit hjem i perioden fra oktober 2023 til februar 2024.