Den 70-årige mand, der onsdag formiddag blev skudt af politiet foran rådhuset i Sorø efter angiveligt at have kastet to molotovcocktails, har en dramatisk fortid, hvor han selv har haft en pistol og skudt med den i vrede og frustration.
Det kan B.T. afsløre, efter at hans identitet torsdag formiddag kom frem ved et grundlovsforhør ved byretten i Næstved.
Her var den 70-årige sigtede afskåret fra selv at kunne være til stede, da han stadig er hospitalsindlagt efter at være blevet ramt af politiets skud.
Derfor fremsatte anklageren et ønske om, at retsmødet skulle foregå for lukkede døre – altså uden at pressen og andre tilhørere måtte være.
Den begæring imødekom dommeren, men i den åbne del af grundlovsforhøret kom det frem, at han er sigtet for flere forhold lige inden, at han blev skudt af politiet.
Ifølge anklageren havde han dels sat ild 12 flasker med lightergas ved en nærliggende tandpleje, dels kastet to molotovcocktails mod rådhusets indgang og endelig forfulgt to politifolk på din knallert med en pistollignende genstand i hånden.
Han er i denne sammenhæng ikke sigtet for rent faktisk at have haft et ulovligt våben, men det havde han for 10 år siden.
Her skød han i en tidlig morgen i oktober 2015 syv gange med en pistol af mærket Walther P88 mod facaden på et ejendomskontor på Smedetoften i København, så flere kugler gik gennem facaden.
Det endte med i februar 2016 at komme til at koste ham en dom på fængsel i et år og syv måneder.
I retten på Frederiksberg forklarede han, at det var 10 års skænderier med en overbo og boligselskabet, der havde fået ham til at gå amok med pistolen, mens han var påvirket af hash.
Desuden havde han ved ejendomskontoret efterladt en plamage med ketchup, sennep, urin, ståltråd og patroner samt et brev med ordlyden: »Vi ses i retten. I skal give mig en ny bolig«.
I retten forsikrede han dengang, at han ikke havde til hensigt at gøre nogen fortræd.
»Det var afmagt efter ti års tyranni. Jeg ville bare fortælle, at nu var det nok,« lød det fra manden
»Jeg er ikke skrap til at skrive. Jeg taler i billeder,« tilføjede han og forklarede, at ketchup, sennep, ståltråd, skud og urin skulle symbolisere, hvordan han havde det indeni.
Hans verden brød sammen, da han efter truende adfærd blev smidt ud af sin lejlighed, som han havde boet i gennem 20 år. Det skete efter, at en overbo havde installeret en vaskemaskine, som angiveligt larmede.
Det udløste en årelang strid, og da manden begyndte at sende ejendomsselskabet breve med dødningehoveder, lyn og forbandelser, valgte man at smide ham ud af ejendommen.