Den 31-årige far, der blev såret under skyderiet i Fogedretten sidste år, har fået varige mén. Det fortæller hans advokat.

16. september åbnede den 67-årige morfar ild under sin datters samværssag i Fogedretten i Hestemøllerstræde i København. Med en oversavet kaliber 243 jagtriffel sårede han sin tidligere svigersøn og dræbte den 57-årige skilsmisseadvokat Anders Lindholdt. I grundlovsforhøret erkendte han at have affyret de dræbende skud, og sagen kører som tilståelsessag på mandag ved Retten på Frederiksberg. Den 31-årige blev såret.

Det var uenigheder om samværet med en fælles søn, der førte til, at barnets morfar skød i Fogedretten. Selvom advokat Anders Lindholt måtte lade livet, fortsætter forældrene med at slås om samværet med sønnen. I december blev der afholdt et nyt møde i fogedretten, og ifølge BTs oplysninger er samværssagen endnu ikke afgjort. Barnet bor i dag sammen med sin mor.

Samtidig med kampen for at se sin søn, kæmper den 31-årige far med at komme på fode igen efter at være blevet skudt i brystet med et oversavet jagtgevær.

»Det har været et ekstremt grimt forløb for min klient. Der er ingen tvivl om, at han har fået varige mén af det her, og vi vil derfor stille med et erstatningskrav,« siger Søren Kroer.

Skudofferet slipper dog for at vidne, da sagen mod den 67-årige kører som en tilståelsessag.